Al magt til fantasien

Den klassiske historie om Peter Pan og Wendy er beretningen om barndommens magiske anarki. Tiden, hvor fantasien frit kan folde sig ud, mens hverdagens gøremål er de voksnes – læs morens – ansvar. Sådan er det på film, i musicalen og i Teatret Møllens udgave, men derfra holder al lighed også op.

I 'Aldriglandet', der undgår det misvisende 'Ønskeøen' - som den oftest benævnes i dansk oversættelse - er der ingen grønklædt spirrevip, som i selskab med en yndig Klokkeblomst lokker Wendy ud af børneværelset og familiens faste rammer. I stedet er grandvoksne skuespillere linet op foran et malerisk scenisk univers af snavsede sørøversejl, ubestemmeligt inventar og nedslidt kluns.

Snoretræk og ophæng erstattes af  en skraldecontainer som basis for Wendys og Peter Pans flyvetur. og sådan fortsætter det med et mylder af herlige indfald og medrivende drama.

Diskret undertone

I Aldriglandet er der er liv og glade dage og herlige øjeblikke af underspillet komik, som det er en fest at opleve. Men forestillingen lægger ikke skjul på, at hjemløse gadebørns frie liv i en ussel hule har sine omkostninger. Det er ikke kun Peter Pan, men alle børnene, der lever med en mindre munter forhistorie om et fravær af kærlighed og omsorg, som giver forestillingen en diskret undertone af aktuel virkelighed.

Sara Line Møller Olsen er en sød og skrap Wendy, der først afslår at blive i hulen og være 'mor' for børnene. Hun synes ikke rigtig, at de ligner børn, og det forstår man godt, for hun er kortere af vækst end de andre.

Men Wendy ender med at blive og lover at give de følelsesmæssigt forsultne og forvoksede 'unger' lidt venlighed og – som det vigtigste – at fortælle dem historier.

Det er dog mindre populært, da hun ved aftenstide viljefast beordrer dem i seng.

Seje selvstændige børn

Det sker efter Peters formodede druknedød, som Thomas Jacob Clausen spiller gysende overbevisende. Wendy overtager hans lederplads, men kun for en tid, så vender Peter tilbage, for i Aldriglandet sker det mest eventyrlige hele tiden, selv om det godt kan trække lidt ud. Som for eksempel, når Wendy sødmefuldt og frygtelig gerne vil give den noget forbeholdne Peter et kys, men hver gang bliver afbrudt. Lige indtil hun finder på at kalde kysset en hårelastik!

Men ingen Peter Pan uden børnehaderen Kaptajn Klo. Han går på skift mellem flere medvirkende med Connie Tronbjerg som den første - en fæl figur, der sprutter af ondskab. Pete Livingstone er mindre hårdtslående, men ikke mindre morsom, og Klaus Andersen kan alene ved sin størrelse skræmme livet af de fleste.

Desværre er hans kaptajn - som sig hør og bør - også så dum og klodset og bange for den vækkeurs-tikkende krokodille, at han ikke får gjort en kat fortræd.   

I den sanselige, poetiske og musikalske forestilling tages fantasien på ordet – også publikums. Hver gang noget bliver svært, opfordres publikum til at hjælpe til med gode tanker, og det virker.

Rolleskift og musikalsk farve

Det gør iscenesættelsen også. I et kammermusikalsk-lignende flow udveksler skuespillerne forrygende behændigt roller og musikinstrumenter og overtager replikker, som sammen med en håndfuld skønne sange giver handlingen ekstra farve og udtryk.

I 'Aldriglandet' er der ingen ydre glamour og visuel velafrettet småborgerlighed, som Wendy kan vende tilbage til. Til gengæld er der seje selvstændige børn, der nødtvungent må acceptere, at voksenlivet indfinder sig før eller siden. Men som også stråler af så megen livskraft og kreativ musikalsk fantasi, at man tror på, at de vil at bære en god del af barndommens magi med sig.

Ikke mindst takket være en kærlig mor, der huskede at lade fantasiens vindue stå på klem.