Afskedstale til Catherine Poher

Kære Catherine 

TIL LYKKE MED din beslutning om at afslutte dit arbejde som teaterinstruktør med en klar markering af, at nu er det slut. 

Det er sjældent, at teaterinstruktører sætter en slutdato på deres arbejde. De fleste bliver ved med at pusle med tanker om nye forestillinger, fordi det føles ubærligt at forestille sig, at en forestilling er den sidste. Men sådan er du tydeligvis ikke. 

Tværtimod bliver det åbenbart en lettelse for dig at have udnævnt ’Sprækker’ til din sidste forestilling. Simpelthen fordi du så kan give dig selv lov til udelukkende at arbejde med din billedkunst og podcasts og alt muligt andet, som også optager dig – ting, som er mindre logistisk besværlige end at skulle skabe en teaterforestilling sammen med 10-20-50 andre mennesker.

EGENTLIG KENDER jeg dig ikke, Catherine. Vi har kun tilfældigt mødt hinanden i et tog engang for mange år siden. Og for nogle måneder siden deltog rejste vi begge to til børneteaterfestivalen Småkunst Festivalen i Oslo for at diskutere børns kreativitet. Jeg holdt mit oplæg som teaterkritiker som planlagt. Men det gjorde du naturligvis ikke. Nej, for du syntes, at der allerede var andre, der havde talt om de ting, som du havde planlagt at tale om. Derfor skrottede du dit manuskript og begyndte at tale om de ting, som, du mente, IKKE var blevet belyst godt nok på konferencen. Du improviserede bare! Du øste ud af dine erfaringer med videoglimt fra nogle af dine mange forestillinger - og så blev der helt stille i salen.

DU FANGER folks opmærksomhed, Catherine. Med dine ord og din lavmælte stemme. Men allermest med din kunst. Det er det, du kan.

Først senere har jeg fået færten af hemmeligheden bag din styrke. At du er uddannet arkitekt – og at du derfor går til scenekunsten med en hel anden fortællelogik end de fleste andre instruktører. Du er ikke belastet af Hollywood-modellens idé om, at spændingen i en forestilling skal udvikle sig på en bestemt måde. Du skaber universer, hvor dramaturgien styres af tilskuerens følelser. Det er fandenivoldsk, og det er fransk – og det er vidunderligt poetisk!

JEG VIL ALDRIG glemme, hvordan jeg tilbage i 2006 stod hos Gruppe 38 i Aarhus rundt om det eventyrlige bord og så forestillingen ’Du må være en engel, Hans Christian’. Her var dækket op til fest for publikums fantasi med et enormt bord med pladser til figurer fra H.C. Andersens eventyr, der dukkede op i symbolform: Som en saks og et tændt stearinlys, der kørte rundt på en pladespiller – til lyden af et urs tikken og til frosten fra snedronningens slot og varmen fra den lille piges svovlstikker. 

Der var ikke noget at gøre: Alle sanser åbnede sig og lod følelserne løbe frit – lige ind i de vilde verdener i H.C. Andersens eventyr, som du havde set i øjnene. Her forstod jeg, at du kunne noget ganske særligt. For var dette dukketeater? Var det dans? Var det skyggeteater? Var det kuglespil for tænkere eller dartspil for filosoffer? Eller var det alt sammen på én gang? Det var ikke til at sige. Det føltes bare magisk. Som teater skabt på kærlighed.

Forestillingen fik en Reumert. Det har flere af dine forestillinger fået. Dine forestillinger har også turneret rundt i mange forskellige lande og til mange kulturer. Din kunst er verdenskunst. Den er ofte domineret af billeder, musik og kroppe. Så din kunst har kunnet opleves af de fleste. Uden sproget som forhindring. 

PÅ DIN TJEKKEDE hjemmeside kan man se glimt af dine forestillinger på velordnet stribe videotrailere. Det kan anbefales. Men pas på! Det giver let våde øjne at kigge med på et stykke Catherine Poher-kunst!

Du har arbejdet konsekvent og stringent – og aldeles uforudsigeligt… Du flyttede til Danmark i 1977, og du har her arbejdet med kunstnere, der også krydser kunstarterne på nysgerrige måder. Først med Kirsten Dehlholm og Billedstofteatret. Så med Bodil Alling og Gruppe 38. Med Hans Rønne på Teatret og med Tove Bornhøft på Rio Rose. Du blev endda instruktørassistent på Odin Teatret hos Eugenio Barba!

DE SENERE år har det været sammen med koreografen Thomas Eisenhardt her på Aaben Dans, at du har skabt din scenekunst. Det vil sige: I har skabt forestillinger sammen til de mindste vuggestuerum og til de største scener. I er tydeligvis beslægtede i jeres undren. Og så kan I noget vidt forskelligt. I komplementerer hinanden.

I 2015 skabte I sammen med Det Kongelige Teater forestillingen ’Horisonten’ på Skuespilhuset. En grænseløst ambitiøs forestilling, hvor I samlede skuespillere, dansere og operasangere og sågar en stuntman til en forestilling om livet og tiden – med en gravid danser som midtpunkt. Alt imens gamle, ægte tæpper gled ned langs bagvæggen i et uendeligt flow af skønhed, formodentlig som idealistisk symbol på, at der altid kommer endnu en generation og endnu et sæt friske øjne. Det er noget af det smukkeste teater, jeg har oplevet.

EGENTLIG HAR jeg været meget uenig med dig i dit syn på scenekunst. Du taler nemlig ofte om, at de fleste af dine forestillinger skal kunne ses af mennesker i alle aldre – børnehavebørn, teenagere, voksne og gamle. Jeg har ofte sagt, at det tror jeg ikke på. Jeg tror på målgrupper.

Men da du og Thomas Eisenhardt så skabte ’Tre ben’ i 2016, måtte jeg alligevel give dig ret i, at det kan lade sig gøre. For her kom man som tilskuer ind i en miniverden, hvor alt handlede om balance. Hvor to dansere hjalp hinanden med at holde balancen, mens en nycirkuspige stod på én hånd og udfordrede tyngdekraften. For det var tydeligt, at alle tilskuerne uanset alder blev fascinerede over dette grundvilkår, at vi alle sammen skal kunne holde balancen. Både de allermindste børn, der lige har lært at hoppe og løbe og de gamle, der besværligt stavrede ind til deres plads med stokken i hånden.

HVAD ER DET så for en forestilling, som du har valgt som dit farvel – den forestilling, som I har kaldt ’Sprækker’, og som netop har spillet uigenkaldeligt sidste gang ovre i den 90 meter lange betonhal mellem Aaben Dans og Ragnarock på Musicon?

’Sprækker’ er en tværkunstnerisk forestilling om menneskets afhængighed af naturen. Men det er også en forestilling om menneskets forsøg på at kline sig ind mellem sten og træer og skabe en menneskeverden med omsorg og spirituel samhørighed. Det er en forestilling med dans af organiske bevægelser og musik inspireret af en jordklode, der rumler. Med en scenografi af store sten, som kommer til live gennem ulmende videoprojektioner og sarte lysstriber – og med nogle af de allersidste afhuggede træer. Det er lyden af menneskestemmer – og det er længslen efter varme.  

Sådan her skrev jeg i min anmeldelse i Information:

''Sprækker’ postulerer ingen løsning. Den har en uhygge og en æstetisk brutalitet, der gør den til dansende filosofi uden behagesyge'.

Jeg skrev også, at du ikke lefler for nogen.

Det er måske noget af det stærkeste ved din kunst – og noget, som ikke mindst skyldes dit forrygende franske sind og dets blanding af anarki og poesi: 

At du tør åbne vores sanser og vise os den barske sandhed – og alligevel få os til at føle os holdt af. At du tør skabe kunst, der føles som kærlighed.

Tak for det! 

Tak for dig!

***

OBS: På grund af corona i familien blev Anne Middelboe Christensen forhindret i at møde frem og holde sin tale. Den blev i stedet fremsagt af udviklingschef Pernille Møller Taasinge fra Aaben Dans.