Ærgerlig æggesnaps

Hvad kom først: Hønen eller ægget? Sådan spørger voksne. Men sådan tænker børn som regel ikke. De er meget mere optaget af øjeblikket og livet lige nu – og de vil garanteret identificere sig meget mere med ægget end med hønen…

Det har Anne Kurtzweil fra Det Lille Verdens Teater fint sans for i forestillingen Ægget. Hun lever sig nænsomt og venligt ind i de små børns nærvær og nysggerighed – og hun spiller stolt sin historie om et æg, der pludselig dukker op i et blomsterbed. Hun sikrer sig, at alle vuggestueungerne har det trygt og godt. Hun inddrager børnenes tilråb og spørgsmål. Og hun giver endda alle en lille gave med hjem, så både børn og voksne selv kan plante et frø, der kan blive kæmpestort.

Symbolikken og hensigten er altså i orden i denne ’skabelsesberetning’ af en æggesnaps. Men det er handlingen og teksten ikke. For Ægget mister spænding undervejs. Historien er både for stor og for lille på samme tid. For er dette en teaterforestilling om en kvinde, der ordner have, men så pludselig finder et æg? Eller er det en undervisningstime, hvor en kvinde fortæller om æg? Der er pokkers til forskel.

Men hverken teksten eller Rosa Katrine Frederiksens statiske iscenesættelse gør Anne Kurtzweils rolle klar nok, og så rutsjer fokus. Akkurat som om ungernes opmærksomhed blev hældt ud over kanten på forestillingens trillebør – og tippet af.

Speedy dræbersnegle

’Velkommen alle sammen. Jeg hedder frøken Geert,’ siger Kurtzweil ellers veloplagt, mens hun står foran sin trillebør. Bag hende er en videoskærm med Ole Højer Hansens smukke billeder af drivende skyer. Kvinden vander sine solsikkespirer. ’De trænger altså til noget vand, så de kan vokse,’ forklarer hun ungerne. Og det kan vuggestueungerne og børnehavestarterne da sagtens forstå.

Men allerede her trækker forestillingen sig selv skæv. For inden idyllen og haven egentlig er blevet etableret, så dukker truslen op: Dræbersneglene. Og ikke så snart er de orangerøde krapyl blevet introduceret, før de bliver fjernet – og straks kommer der en fugl på besøg, både som dukke og som flyvende skønhed på videoen. Og så bliver der lagt æg og ledt efter en rede til ægget, som til sidst bliver henvist til havekvindens forklædelomme. Alt sammen inden for ganske få minutter.

Muntre æggeben

Men så stjæler ægget scenen. Ægget er en skøn, rund ’dukke’ af Katrine Karlsen. Den er skabt med vidunderligt lange ben, og den virker som  født til at danse af sted til Per Spangsbergs muntre og dybe blæsertoner. Benene kommer ud gennem æggeskallen som det første, og det er ungerne vilde med… For hvordan skulle et æg ellers kunne gå? Og Anne Kurtzweil giver ægget masser af charme og spøjse dyreungepåfund i sit dukkespil.

Men herfra virker det, som om forestillingen mister sin gejst. Forestillingen går i tomgang, og Anne Kurtzweil sætter tempoet op. I stedet for at zoome mere og mere ind på fuglen, der kravler ud af ægget, så zoomer forestillingen ud og får travlt. Den fine solskinsro forvandles til en forjaget historie om fugle, der spiser dræbersnegle. Selv ’Langt ude i skoven lå et lille bjerg’ jappes af som hurtig gennemsyngning. Og så er forestillingen pludselig færdig.

Bagefter er det svært at slippe tanken om, hvad der mon egentlig kom først: Ægget eller forestillingen. Om det var dukken eller handlingen. Om det var kvindefiguren eller videoskærmen. Om det var trillebøren eller sangen.

Under alle omstændigheder er det ærgerligt, at det ikke var en overbevisende dramatisk tekst, der kom først stak sine nysgerrige replikker ud af skallen på dette æggeeventyr.