Af: Kirsten Dahl

22. november 2015

Ægyptisk gravkammerspas

Rablende vanvid, muntre ordspil og platte underbæltestedet-vitser er – sædvanen tro – hovedingredienserne i årets Crazy Christmas Cabaret, som foregår i Kairo og ørkenomegn.

Jeg har set adskillige Crazy Christmas Cabaret-forestillinger. Den ene mere tosset end den anden. Årets show følger traditionen op, endda på en sådan måde, at det er som om alt går bananas: Det er som om handlingen knækker sammen af grin sammen med sit publikum eller opløser sig og opsuges i alle forestillingens balstyriske enkeltdele.

Hvad det egentlig handler om det her – noget med at få opsøgt dronning Nefertitis gravkammer – synes egentlig underordnet. Det her handler om at køre en farce i højeste og mest crazy potens af.

Og den humor-kage, som det hele opløses i, er fyldt med hentydninger til sex, mordanklager, genopståede mumier og personager som lyver så det står ud af ørerne på dem. Heriblandt englændere som efter sigende er ude i et kolonialistisk ærinde. Lokale folk med skumle bagtanker. Et engelsk overklasseløg. En forførisk lady Rosetta Stone med skarptskåren fransk accent. Detektiven Hercule Poirot i egen høje person. Dr. van Helsingør fra Elsinore og mange andre.

Balstyrisk og præcist rollespil

De mange trofaste fans har en fest og trækker resten af publikumsselskabet med. For forestillingen tager sig ud som en veritabel leg. En leg, hvor påhits og spas står i kø og hvor humørflaget blafrer som i strid vind.

'Don't Touch Nefertiti' er et (gen)møde med David Bateson. Superpræcis i rollen som Gunter von Hinten med den beskadigede nazi-arm og overdreven skæg som Cleopatra, som Kirsten Brink har udstyret med lydfyldte spiralsnoede slangebryster, som blot et eksempel på hendes gakkede klædekreationer.

Andrew Jeffers gør en god figur ud af Hercule Poirot – men holder også fast i traditionen og entrerer i gigantiske og meget syrede damerober. Bennet Thorpe springer ovenud vakst og sjovt badut som cowboyfrisk Essex Jones.

Og som den nye dreng i klassen gestikulerer og taler Caspar Phillipson, som var han fløjet direkte ind fra det øverste samfundslag i UK.

Hot-pop, skørte-sus og sexsultne kameler

På damesiden forstår Katrine Falkenberg i fysisk topform og med strålende stemme at fylde rollen som Hollywood-filmstjernedullen ud. Rikke Hvidbjerg skuler fermt jaloux, skaber drama omkring sig med sit skarpe halssmykke –  og så kan også hun synge.

Og endelig er Vivienne McKee i topform som både den ternede sprog-spinat-kyndige Helsingør-detektiv og forførersken med de franske accenter.

Læg hertil en række top-show-tunede popsange, farverige kostumer i hittepåsomme snit, et publikum som hepper og gestikulerer – som indøvet indledningsvist – og tre kameler med en vældig seksuel appetit, så skulle omridset være tegnet af et (engelsksproget) show, som er toptjekket på alle måder, undtagen med hensyn til længden – for igen i år ville morskaben vinde ved at blive forkortet en halv times tid.

Rendyrket grine-teater

Samfundssatire er også en ingrediens i Crazy Christmas Cabaret-forestillinger. I årets show fylder det dog ikke meget. Lidt imperialisme-snak og en kamel, som hedder Inger Støjberg, er stort set hvad det bliver til.

Vivienne McKee & Co. er frem for alt gæve underholdere. Der er tale om professionelt sammenskruet morskab, som dyrker det kollektive og galoperende grin.

'Don't Touch Nefertiti'  har udover voksne også unge som målgruppe. I det samlede udbud af teater for teenagere hører forestillingen derfor til i den meget lette ende.

Så ønsker man at stimulere de unge til eftertanke og refleksion, eller vil man præsentere dem for teaterforestillinger, som skaber teatralske løsninger af mere overraskelsesfyldt og kunstnerisk avanceret art, er det ikke lige London Toast Theatres 'Don't Touch Nefertiti', man skal vælge. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.