Af: Me Lund

9. februar 2019

Æblet der faldt opad til en anden verden

Riddersalens familiekabaret Æblet falder ikke langt … er en rodet og overordentlig fantasifuld bevisførelse for, at æbler ikke bare skal have lov at falde langt fra stammen, men også at falde opad og lande i det uforudsete.

I Riddersalens skatkammer kan alting ske. 

Der er en duft af noget så gammeldags som knopskudt omsorg. Det støver af uregerlig fantasi og drysser med ubændige drømme. Den kunstneriske metode har altid været sansebombardementet og den stoflige energiskhed.

Og den seneste forestilling 'Æblet falder ikke langt …' er ingen undtagelse, selv om der denne gang ikke er tale om en sammenhængende fortælling, men en kabaret, som stedet jo har ærværdige traditioner for ikke mindst i de gode, gamle kulturradikale dage.

Men det er nok klogt at kalde denne forestilling en kabaret, for selv om der er en udviklingshistorie om drengen Samuel, er fortælleprincippet nærmest karakteriseret ved indfald på indfald kittet sammen med legens spontane glæde. Snart musik og sang, bulder og brag, snart dukke- og skyggeteater, artisteri og mime – stilarterne boltrer sig frodigt og hæmningsløst i Dorte Holbeks scenografiske trylleværksted.

I 'Æblet falder ikke langt…'  kommer hverken storken eller biologiens mødre med børnene. Det gør æblerne. Men æblerne selv kommer til gengæld ikke fra et træ. De kommer direkte ud af verdensaltet, der åndende som en harmonika simpelthen føder dem.

Ved forestillingens start kommer et kæmpestort grønt æble således til verden. Og det viser sig at indeholde drengen Samuel, der ikke har runde æblekinder, men ligner en japansk samurai og vist ikke lige er det, de voksne havde forventet. De synes, at æbler skal falde helt tæt på stammen.

Hvilken stamme? 

Nå, videre. Det gælder om at hæge sig fast i Signe Birkbølls vilde associationskæde. De voksne vil gerne have, at Samuel bliver til noget stort ligesom de selv, og det er tydeligvis dem, der bestemmer i denne kabaret. Manden kalder sig Maestro og er ret uhyggelig, kvinden vil vist gerne komme Samuel i møde, men gør det ikke, for hun er vist også bange for Maestro.

Parret viser sig at være Samuels forældre, og de forstår ikke, at hans æble – båret af længsler og drømme, som ingen andre i familien har levet ud – er faldet langt fra stammen, altså familiens stamtræ, hvis forgreninger til sammen danner slægtens historie helt bagud til dem, der er så fjerne, at de hedder noget så skørt som aner.

Et æble kan godt have udlængsel

Hvert æble hænger usynligt sammen med de andre æbler i sin slægt, er tanken, men samtidig er det er unikt. Og 'Æblet falder ikke langt …' er en finurlig bevisførelse for, at æbler har det med at falde længere fra stamtræet, end man skulle tro: Somme tider falder de helt op i himlen, hvor bikuber kan være fyldt med lyserødt rokoko-tyl og snegle, man kan synge for; eller ud over havet, hvor søulke er lige så almindelige som måger.

Og et æble som Samuels med udlængsel mod helt ukendte verdener kan falde ovenud af den trygge verden og nå helt til palmernes og vandpibernes rige og måske endda forelske sig så voldsomt i et sort får, inden det endelig lander og opdager, at det hører til i jonglørens artistiske rige.

Lyder det mærkeligt? Jamen, tilværelsen er både mærkelig og vidunderlig, og ifølge holdet bag Riddersalens familiekabaret skal man ikke lytte for meget til de voksne, som vil have, at man skal ligne dem og blive det, de synes er stort. I stedet skal man lytte til sig selv og sine egne drømme, for i alle familier er der æbler, der skinner på en særlig måde. Og det er aldrig for sent at opdage, at man skinner.

Mikala Bjarnov Lage har sat kabareten sammen som et flyvsk og fabulerende fald fra det usynlige stamtræ uden at tage sig af, at det hele strengt taget er vildt rodet og med fordel kunne have være tilset af en dramaturg.

Men hun har ligesom resten af holdet – Jens Gotthelf som Maestro med høj hat og sene drømme, Mette K. Madsen som mor-æble og sort får, Signe Birkbøll som slægts-æble med magtdrømme, Joachim Holbek som musikeren og komponisten, der indfarver alle synerne i lyd – charmerende nok været optaget af legen, hvilket ikke mindst i den fantastiske scene med kæmpesejlets flugt henover publikum smitter ned på stolerækkerne.

I midten står Samuel Gustavsson som drengen Samuel, der ordløst falder opad og udad, mens han flyver ind i forventninger og fristelser, som han ikke forstår, men efterhånden finder sig selv i. Og da han til sidst lander i artisternes rige og jonglerer sig fri af stamtræets skygge, er salen med ham: Hvor var det godt, han blev stor. På sin egen måde.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.