Action med ægte ballerina

Kan man danse en mangategneserieroman? Ja, åbenbart.

Det er i hvert fald lykkedes for Teater Vestvolden i Hvidovre at skabe en danseforestilling over den populære bogserie ’Taynikma’, så hele fantasyuniverset og dets kamp mellem det onde og det gode bliver udtrykt gennem tre danseres kamp om lyset.

Vel at mærke så skolestarterne sidder på kanten af stolene i spænding…

Forfatteren Merlin P. Mann og tegneren Jan Kjær har sammen med koreografen Per Lundsgaard fra Pantomimeteatret transformeret den vilde fortælling om dobbeltsøstrene og den magiske ’taynikma’-helligdom: Lysvåbnet, der gør sin ejer usynlig.

Kradset i hjertet

Men hvordan bliver en bogverden til en teaterverden? Jan Kjær har i forvandlet sine bogtegninger til en lang billedverden på bagscenen, hvor nogle videoskærme viser det særprægede Taynikma-landskab med enge og borge med voldsomme vinduer, mens danserne bevæger sig foran. Samtidig med at musikken bølger på bedste krimivis i minimalistiske temaer af Mathias Nielsen. Og så styrer en fortællerstemme ellers den drømmeslørede historie om pigen, der som baby blev kradset i sit hjerte af den onde…

’Jeg har mødt dig i mine drømme,’ lyder en replik. For i denne voldsomme fortælling er drømmenes verden lige så virkelig som virkeligheden.

Tre forbud

’Taynikma’ er en blevet forunderlig danseforestilling, der rummer alle eventyrets farer og forhindringer. Den bedste er, at pigens løgnagtige beskytter giver hende tre forbud. Det første forbud er faktisk det voldsomste, for det lyder: ’Du må aldrig stille spørgsmål’.

For moderne børn er dette forbud mere aktuelt end alverdens gammeldags husarrester og du-får-ingen-aftensmad-trusler. For hvis man ikke må stille spørgsmål, har man mistet sin basale rettighed som menneske – for så har man ingen ytringsfrihed.

Det ved de 6-årige også. Og da forestillingens heltindepige fylder 15 år, kan hun selvfølgelig ikke overholde dette forbud længere. For hun bliver da nødt til at spørge om, hvad det er, der er sket med hendes hjerte…

Fangekælderhit

Per Lundsgaards koreografi samler modigt denne fantasyfortælling med stiliserede balletbevægelser. Balletten viser sig faktisk at passe overraskende godt til mangategningernes enkle linjer.

Koreografisk har Per Lundsgaard interessant nok givet den onde figur de mest klassiske ballettrin med mange piruetagtige drejninger – og så har han skabt friere bevægelser til de gode figurer, altså dansebevægelser, der er mere moderne og hiphopinspirerede med gulvrul og bratte bevægelser, der ligner japanske kampsportstunts.

Forestillingens stærkeste dans er en duet for heltindepigen, der prøver at hjælpe en kuet fange i en fangekælder. Den spanske danser Erick Odriozola er bomstærk og har en skøn blødhed i sin store krop, når han desperat tonser hen over gulvet. Men det er alligevel den spinkle pige, der løfter ham op og giver ham modet og kræfterne tilbage. Denne dans er virkelig et fangekælderhit!

Blafrende hestehale

Heltinden danses af den engelske danser Jennifer Wagstaffe, der har en skøn drengepigeudstråling. Hun er stærk og kampklar, og hendes klassiske balletbevægelser bliver efterfulgt af vilde spark og hurtige karatehug. Børnene er helt forgabte i hende – hun bliver pludselig en levendegørelse af Taynikma-bøgernes idolpigefigur, men her står hun altså i levende live med rigtige muskler. Dette er ikke film og tricks – denne pige kan danse og kæmpe sig fri i virkeligheden. Og så har hun den rigtige guldklap foran hjertet, og hendes lyshårede hestehale blafrer. Det er stort.

Castingen er herligt omvendt. Det er i hvert fald den engelske danser Paul James Rooney, der ellers altid danser helterollerne på Pantomimeteatret, der her har rollen som skurken.

Det giver hans noble linjer en spændende dobbelthed. For kan en ond person virkelig bevæge sig så nydeligt og kongeagtigt? Eller er det netop gennem pænheden, at han kommer til at afsløre, at han er en bedrager?

Det må fikses

Forestillingens flow kunne godt have brugt noget klarere hjælp fra dramaturgen Jane Rasch. Overgangene er for abrupte, og scenen forlades flere gange af danserne, uden at der sker noget andet. Afviklingen og musikkens pauser er ikke i orden. Vestvoldens teaterleder Stephan Pollner har selv indtalt teksten på bånd, men selv om hans stemme har en dyb klang af magt og autoritet, så sjusker den også og udtaler de spændende, men ukendte navne så utydeligt, at man ikke kan opfange dem i teatret. Det er ærgerligt.

Men det må alt sammen kunne fikses, for denne forestilling rammer så præcist de 6-10 åriges drøm om et ’sejt eventyr’.

’Taynikma’ er i hvert fald et forfriskende bud på en helt anderledes fantasyforestilling, hvor det er dansen, der udtrykker det vigtigste, og hvor ordet holdes i baggrunden. Fordi eventyrkraften ligger i lyset på kroppen.