Action-krimi og rockstjernestatus

Det er stadigvæk kun fantasien, der sætter grænser, når vi lukker ned for skærmene og lader pennen skratte krøllede bogstaver ind i en dagbog. Sally er 15 år, og hun præsenterer sig selv som ”smuk, begavet, sanger i et band og privatdetektiv på deltid”.

Med et ”kære dagbog” folder en ægte kriminalhistorie sig ud. Det er mysteriet om John Lennons forvundne yndlingsguitar ’The Black’, der får den unge Sally til at rejse fra mors frikadeller i Odense og ind i et højspændt gangsterdrama i New York City.

Eventyret rummer alt, hvad en teenager kan drømme om af superstjerneliv, action og romantiske kærlighedstragedier. ’Sally’s Valley’ er en film i teaterform, hvor vi bagefter forlader teatret og tænker: ”Hvad var det lige, der skete her?”

For sammen med den fantasifulde Sally oplever vi både den rådne undergrund, de store musikscener og det glamourøse popmiljø i New York; fra flyet afgår imod USA, til vi lander igen i København, er vi konstant i bevægelse. Selvom vi altså bare sidder her på vores flade og kigger på.

Teater med dans og akrobatik

Og netop bevægelse er forestillingens es i ærmet. Danseren Esther Wrobel, der er under uddannelse på Den Danske Scenekunstskole i danseformidling, gør på betagende vis hovedpersonen Sally til både en nysgerrig lillepige og en bomstærk powergirl.

Hun ledsages på scenen af Heine Ankerdal og Thomas Guldberg Madsen, der spiller flere af figurerne omkring hende i fortællingen. De karikerer figurerne som i en klassisk tegnefilm – særligt får de onde skurke gyselige karaktertræk, som gør dem særdeles utiltalende.

De spiller alle tre ordløst og mimer til det soundtrack med forskellige stemmer, som sammen med filmisk musik akkompagnerer forestillingen. Og på bagvæggen kører en videokulisse, som understreger de filmiske greb.

Derfor kan man spørge sig selv, hvorfor denne forestilling bliver skabt på et teater og ikke bare som en film? Og det spørgsmål skal man også stille. For teatret er et andet medie, end film og tv – og det er netop ét af teatrets styrker, at det ikke er en film.

Derfor er det lykkeligt, at spørgsmålet kan besvares med: Esther Wrobel.

Det er netop den effekt, som de levende medvirkende på scenen og ikke mindst de nycirkus-lignende, akrobatiske elementer, som Wrobel bidrager med, der gør forestillingen ekstraordinær. Og det nærvær kunne ikke genskabes på et lærred – ikke engang i 3D.

Sammenlignet med det meste andet ungdomsteater er ’Sally’s Valley’ ikke i superligaen. Men den viser til gengæld en stilsikkerhed og et scenisk overskud, som giver filmmediet baghjul og helt sikkert overbeviser visse nye teaterpublikummer om, at teater også ”ka’ noget”.

Nye sider af teatermediet

Alle de tekniske dele af forestillingen er generelt udmærket produceret. Scenografien er simpel og har et udtryk af rustent metal, hvilket harmonerer fint med videodesignets visuelle univers. Det musikalske niveau er højt og ligeledes stilsikkert komponeret.

Akrobatikken og koreografierne udføres sirligt og med sans for karakterformidling. Det gør, at forestillingen på trods af sin kropslighed ikke bliver en danseforestilling, men stadig opleves som et regulært skuespil.

Og ikke mindst er de mange indtalte voiceover-replikker velfungerende og indtalt af gode stemmer, hvilket giver forestillingen en naturlig troværdighed.

Vi bliver dog aldrig helt dus med selve fortællingen. Vi bruger for lang tid på at vænne os til voiceover-grebet, og så bliver vi allerede tidligt i forestilling tabt af de mange informationer og personpræsentationer i begyndelsen.

Selve kriminalhistorien bliver også for uskarpt fortalt, så vi misser vigtige detaljer igennem fortællingen. Samtidigt virker det, som om den omfattende kriminalhistorie kun er en sidehistorie. Hovedhistorien – dén om den lille Sally, der har store drømme og en god fantasi – beskæftiger forestillingen sig ikke så meget med.

Det er derfor ikke så tydeligt, hvad vi skal med forestillingen. Til gengæld får vi én på opleveren og en ny erfaring om teatrets mange muligheder med os. Vi har ikke set et mesterværk, men vi har set noget, man ikke ser hver dag.