DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Nedslagspunkter for 2019: Øverste række: Teatret Fair Plays forestilling 'Den første dråbe blod' kom i de store mediers søgelys; Tre jyske egnsteatre fik status af regionale kraftcentre; Teatergrad fik priser for sine opsøgende, interaktive forestillinger - her 'Ligeværd'. Nederste række: Refusionsudvalget blev udfaset i den uambitiøse scenekunstaftale, der blev indgået i foråret; Teatret Hils Din Mor fik Horsens Børneteaterpris; Britta Skov fik årets arrangørpris på Aprilfestival 2019. Illustrationer Bob Katzenelson - fotos: David Trood, Per Morten Abrahamsen og Søren K. Kløft

Årsopgørelse

01-01-2020
Teateravisen følger 2019 til dørs med en række punktnedslag omkring nogle af de små og store begivenheder, der fandt sted omkring børne- og ungdomsteaterområdet i det forgangne år.
Af: Carsten Jensen

KULTURLIVET i Danmark har overlevet endnu et økonomisk betrængt år og kunne givet godt have brugt nogle af de angiveligt omkring 450 mio. kr., som befolkningen købte fyrværkeri for op til årsskiftet for at sende det til himmels og efter hinanden og andre levende væsener i dyreriget, der ikke nåede at komme af vejen.

Det nævnte beløb er dog væsentligt mindre end den samlede sum af såkaldte omprioriteringsbidrag, der siden 2016 hvert år har høvlet to procent af driftsbevillingerne til bl.a. teatre, museer og kunstneriske uddannelser. Men hvor den nye socialdemokratiske regering sidst på året i forbindelse med finanslovsaftalen har besluttet at køre den kulturelle grønthøster i garage.

 

DET KAN to af de hele tre kulturministre, som landet har haft i løbet af året, så bryste sig af fremadrettet til forskel fra Mette Bock (LA), der sad på posten frem til folketingsvalget i juni, hvor hun blev afløst af Joy Mogensen (S), der i forbindelse med en tragisk barsel tog sygeorlov fra oktober, hvor Rasmus Prehn så har vikarieret for hende. 

Nu er Joy Mogensen så tilbage på posten og kan arbejde for et noget bedre eftermæle end Bock, der med afmonteringsforsøget på DR m.fl. næppe heller bliver savnet i teatermiljøet, hvor den i øvrigt bredt politisk afhandlede scenekunstaftale i foråret trods den sangvinske lancering som et 'løft til teatre i hele Danmark' og 'fra passiv kulturstøtte til aktive kulturinvesteringer lå milevidt fra ministerens stort anlagte proklamationer om en næsten total omkalfatring af rammer og indhold i dansk teater.

Det blev mest til enkelte lapperier, inkl. forringelser for børneteatret i form af nedlæggelse af Refusionsudvalget med dets showcases og faglige vurderinger af refusionssøgende forestillinger samt generel indskrænkning i formidlingsordningen - mens et udvalg af landets p.t. 33 egnsteatre til gengæld blev tildelt forskellige lunser af en samlet udviklingsstøtte  på 33 mio. kr. over fire år.

Desuden har tre jyske egnsteatre her fra årsskiftet skiftet ham til regionale kraftcentre med en samlet årlig støttetilførsel på 10,5 mio. kr. - således at alle tre teatre fremadrettet får samme direkte statslige tilskud på 5,1 mio. kr. årligt. redericia Teater, Vendsyssel Teater og Randers Teater skal nu sikre et alsidigt udbud af scenekunst deres regionale område og bidrage til et aktivt scenekunstliv, som både har fokus på det danske og det internationale.

Et forslag om at nedlægge Det Københavnske Teatersamarbejde (KbhT), der har brugt næsten fem mio. kr. årligt til at administrere fire store teatre i hovedstadsområdet - Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Nørrebro Teater og Østerbro Teater (Republique og Østre Gasværk) - blev barberet ned til en årlig besparelse på 1,5 mio. kr. med pålæg om, at reduktionen ikke måtte påvirke de enkelte teatres driftstilskud negativt.

Og det var så den scenekunstaftale, hvor der altså hverken blev plads til større visioner eller bare lidt hjælp til fx de mange projektteatre, der kæmper om de reducerede puljemidler fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS). 

En annonceret initiativgruppe med PUS-formand Lars Seeberg i spidsen, der havde til formål at samle branchen og diskutere løsningsforslag til større ændringer/forbedringer, ses der i hvert fald ikke i scenekunstaftalen.

 

MEN TEATERLIVET er heldigvis andet end lovgivning, hvad mange spændende forestillinger, projekter og initiativer i 2019 fra teatre og enkeltpersoner demonstrerede.

Nogle fik også priser og hæder oveni anstrengelserne. Således var der en SpringPris (tildelt på SpringFestivalen i maj) til dukkemager, - spiller og scenograf Bjarne Kalhøj, mens Horsens Teaterfestival i september var ramme om uddelingen af  Horsens Børneteaterpris til Hils Din Mor, der disse år er slået markant igennem med vedkommende og humorfyldte ungdomsforestillinger med fokus på homoseksualitet. Også Danske Dramatikeres manuskriptpris til Magnus Iuel Berg for ’Finn og de fem fajl’, produceret af Zangenbergs Teater, blev uddelt ved den lejlighed.

Senere samme måned blev Lauritzen Fondens Børne- & Ungepris tildelt dramatiker og forfatter Kim Fupz Aakeson, der i starten af sin imponerende karriere var flittig leverandør af manuskripter til dansk børneteater og hvis børnebogsunivers siden er blevet dramatiseret i en lang række forestillinger. 

I oktober var det så instruktør, idemager og billedkunstner Catherine Pohers tur. Hun fik en af Wilhelm Hansen Fondes store Hæderspriser på 200.000 kr. for, med motiveringens ord, at 'rekalibrere vores forhold til virkeligheden og giver de mest banale handlinger ny mening, så vi håber og villigt lader os forføre'.

På Danmarks Teaterforeningers seminar i november blev årets børneteaterpris tildelt Limfjordsteatret for at have skabt en række gode turnerende forestillinger, mens Hædersprisen gik til Teatergrad for den opsøgende teaterform, der tager livtag med samfundsaktuelle emner - og som også gælder deres interaktive børneforestillinger.

Og netop dette vellykkede projekt 'i børnehøjde' blev også anerkendt af Foreningen Danske Teaterjournalister, der i december gav teatret Initiativprisen.

Blandt udvalgte donationer fra Statens Kunstfond til børneteaterfolk i årets løb kan nævnes en præmie på 30.000 kr. fra puljen 'Årets bedste scenekunstnere' til Mia Lipschitz for instruktionen af 'Den sommer far blev homo' - samproduktionen mellem Hils Din Mor og Folketeatret. Og valget af My Grönholdt med teatret MYKA blandt 16 kunstnere udvalg af Statens Kunstfond til 'Den unge kunstneriske elite', der får støtte til et skræddersyet toårigt karriereforløb, som skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt. Samt en halv snes arbejdslegater til folk fra børneteatermiljøet blandt de 55 scenekunstnere, der fik mellem 40-150.000 kr. hver.

 

PRISREGNEN drypper heldigvis også lidt på dem, der udvælger og formidler børneteater, og på årets Aprilfestival i Hjørring, blev arrangørprisen fra Kulturkongen.dk tildelt Britta Skov, forperson for børneteaterudvalget hos Teater og Musik Odsherred, der gennem fire årtier har formidlet mere end 3.000 forestillinger.

Og så er der lige Årets Reumert, der i år for første gang blev afviklet uden Bikubenfonden som vært og sponsor, efter at denne efter prisfesten i 2018 havde evalueret sig frem til, at Reumert-priserne ikke (længere) var i tråd med fondens fokus på nyskabende og eksperimenterende scenekunst.

I stedet har frivillige kræfter i og omkring teaterbranchen holdt liv i Reumert-priserne, så et alternativt og prispengeløst arrangement kunne afholdes i juni på Nørrebro Teater.

Her fik Teater Nordkrafts næsten og vist mest-voksenforestilling 'Dig og mig ved daggry' prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling, mens Reumert for Årets Performance gik til en forestilling, hvor børn i hvert fald ikke var en mangelvare: Fix & Foxy og Betty Nansen Teatrets 'Mod alle odds' med 22 børn på scenen i et statistisk-funderet spil om virkelighedens ulighedsdrama  'Mod alle odds'.

Også Årets Musical/Musikforestilling gik til en forestilling med appel for børn i form af Fredericia Teaters massive tilskuersucces 'Tarzan'.

En behagelig overraskelse var det dog især, at Årets Særpris tilfaldt en børneteaterforestilling: 'Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon' - produceret af Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, Teater2tusind og Carte Blanche som en meget underholdende og bevægende original dramatisering af Karen Blixens 'Babettes Gæstebud'.

 

DA HAVDE ovennævnte Carte Blanche dog allerede meldt ud, at teatret snart var en saga blot. I april meddelte teaterleder Sara Topsøe-Jensen nemlig, at egnsteatret i Viborg værtskommunen Viborg og teatret efterhånden stod så kultur- og teaterpolitisk langt fra hinanden, at hun droppede forhandlinger om en ny egnsteateraftale, når den nuværende udløber med udgangen af 2020.

Dermed lukker et teater, hvor bl.a. installationer, sansesensorisk performance, interaktive forestillinger og kunstneriske eksperimenter har fyldt repertoiret.

Hun agter at fortsætte sit kunstneriske virke på anden vis - men bliver dermed en af flere teaterledere fra børneteaterområdet, der i årets løb besluttede sig for forlade deres post: Således meldte Trine Wisbech i marts ud, at hun forlader posten som leder af Det Lille Teater/Marionetteatret i Kgs. Have til november 2010, mens  Jakob Tekla Jørgensen fra Teater Nordkraft i oktober fortalte, at han stopper med denne sæsons udgang - og endelig vil den ene af ZeBU's kunstneriske ledere, Marc van der Velden, stoppe med det nye års udgang for at fortsætte sin imponerendekarriere som freelance-instruktør, dramaturg og dramatiker.

 

ÅRET BØD også på et overraskende farvel til den kombinerede teaterforening og teaterpædagogiske iværksættervirksomhed Filiorum efter seks års energisk og succesrigt virke, hvor stifter og leder Clarissa Meister-Petersen satte fokus på kreativ efterbehandling af de unges teateroplevelser og lancerede projekter som 'Scenekunst på Skoleskemaet' og sprogstimuleringsrettet 'Scenekunst i Børnehaven' m.v.  

Det blev også i december til et farvel til voksenteater i regi af Teater Hund & Co., der i årets løb flyttede fra Får302 i Nyhavn til Østerbro, hvor man nu fungerer som bydelsteater for børn og familier. 

Teatret har unægtelig haft en turbulent tilværelse siden man blev lille storbyteater i 2017 og bl.a. har haft et kort og lidet succesrigt ophold i København NV.

Nu er der forhåbentlig faldet ro over bostedet - mens man i øvrigt i lighed med en lang række andre teatre er i gang med kampen om at (for)blive lille storbyteater i København i perioden 2021-24 er i fuld gang. Deadline for indlevering af ansøgninger var 20. november - og de behandles nu i Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor beslutningen tages i april og følges op af indgåelse af aftaler om aktivitetskrav og udviklingsmål for de enkelte teatre.

Om der kommer udskiftninger i den nuværende gruppe af 12 små storbyteatre og om Anemonen og Zangenbergs Teater evt. kommer ind i støttevarmen igen, vides således først om fire-fem måneder. 

Derimod er det ganske vist, at lille storbyteater-kollegaen Nørregaards Teater i Odense holder godt fast i sin status og i september endda kunne udbygge med en filialscene i den udsatte bydel Vollsmose, så de mange lokale børn nu har fået et børneteater i nærmiljøet.

 

BLANDT andre positive nyskabelser i årets løb var teaterfestivalen COTYA - COpenhagen Theatre festival for Young Audiences - der blev afviklet i slutningen af september på Teaterøen med 13 forestillinger/events fra 11 forskellige teatre og nu kan føjes til en imponerede liste af omkring 40 festivaler årligt med teater for børn og unge i Danmark.

I den negative nyhedsafdeling er dødsfald, hvor Birgit Gad døde i september i en alder af 77 år. Hun var fra 1984-2001 en markant leder af Vestvolden i Hvidovre og aktiv i organisationsarbejdet i BørneTeaterSammenslutningen (BTS).

I den sammenhæng må så også nævnes Kaj Himmelstrup, der døde i april som 92-årig og som var aktiv omkring det moderne børneteaters start i 1960'erne og med i arbejdet, der førte til etableringen af BTS 20. maj 1969.

En posthum fejring af 50-året for stiftelsen af den vigtigste faglige organisation i dansk børneteaters brogede historie fandt vist kun sted her på portalen, men det er så også otte år siden, at BTS i 2011 blev en del af fusionen med FAST (Foreningen Af Små Teatre) under navnet TIO (Teatrenes Interesse Organisation), som ved endnu en fusion i 2018 med DTF (Danske Teatres Fællesorganisation) blev til den samlede brancheorganisation Dansk Teater.

Formålsparagraffen om at sikre alle børn mulighed for at opleve teater lever dog videre i de enkelte teatres virke, som stadig foregår i en vis usynlighed i offentligheden.

 

MEN FOR EN sjældent gangs skyld skabte ungdomsteater dog i efteråret debat i flere landsdækkende medier, der udtrykte tvivl om det etisk forsvarlige i at lave kunst over en ung piges tragiske historie. Baggrunden var Teatret Fair Plays forestilling 'Den første dråbe blod' - baseret på begivenheder omkring den såkaldte Kundby-pige, der blev anholdt i januar 2016 sigtet for at have planlagt terrorangreb og siden idømt otte års fængsel.

Teaterleder Robert Parr svarede dog godt for sig og understregede, at teatret har en forpligtelse til at fortælle samfundsrelevante historier. Med Mungo Park og Teatret st.tv's simultane opførelse af  'Pigen med bomberne' med samme problematik, men for voksne, blev en notorisk anmeldelses-skævhed dog samtidig demonstreret. Sidstnævnte fik langt flere anmeldelser, ikke mindst i de store dagblade, og det blev så også genstand for debat her på portalen.

Hvor Fair Playds forestilling selvfølgelig blev anmeldt - som en af 117 anmeldelser, der blev bragt i 2019 - sammen med 42 (ofte meget lange) artikler og 232 (ofte meget lange) nyhedsnoter og 19 debatindlæg (maaange flere ønskes). 

Til sammen udgør disse elementer en lille tekstlig kavalkade omkring indholdet og vilkårene for produktion af scenekunst for børn, unge og familier - tilsat generelle svinkeærinder omkring kulturpolitik - og det kan alt sammen læses eller genlæses her på portalen.

Her findes også alle elementerne fra de foregående år, siden BørneTeaterAvisen gik digitalt i efteråret 2008. Således ligger der fx i skrivende stund hele 1357 teateranmeldelser, der er hovedhjørnestenen i portalens virke. Leveret af en række fagligt indsigtsfulde og erfarne anmeldere.

Det vil de også gøre i det nye år. Og det vil blive suppleret med en mindre stormflod af nyhedsnoter og en lille strøm af baggrundsartikler. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Årsopgørelse
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

05-03-2017
 

01-03-2017
 

22-02-2017
 

17-02-2017
 

10-02-2017
 

06-02-2017
 

02-02-2017
 

27-01-2017
 

22-01-2017
 

13-01-2017
 

Flere anmeldelser