15. november 2015

‘Åbne Rum’

Selvom der allerede foregår udbredt samarbejde mellem egnsteatre og andre scenekunstaktører (det kan både være teatre og teaterpersoner), er der basis for yderligere samarbejde, hvis betingelserne er til stede.

Det bliver afdækket i en ny rapport, 'Åbne Rum', der har søgt at kortlægge egnsteatrenes muligheder for og lyst til samarbejde.

Seks egnsteatre står bag initiativet til 'Åbne Rum'-rapporten – Team Teatret, Limfjordsteatret, Carte Blanche, Bornholms Teater, Thy Teater og Teatret OM – der er forfattet af projektleder og dramaturg Birgitte Alme og Louise Ejgod Hansen, lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.

De har i deres erfaringsindsamling anvendt en spørgeskemaundersøgelse og interviews med seks egnsteaterledere.

Spørgeskemaet blev sendt ud til samtlige landets 33 egnsteatre, hvoraf 28 svarede, mens to ikke ønskede at deltage og tre ikke reagerede på henvendelsen.

Kortlægningen havde ikke til hensigt at løse et 'strukturelt problem omkring fordelingen af støttemidler i det danske scenekunstlandskab', som det behersket hedder i en pressemeddelelse, men mere at 'synliggøre og udbrede muligheden for gensidigt givende samarbejder mellem egnsteatrene og andre scenekunstaktører' og  'pege på potentialet i den erfaringsudveksling, kunstneriske mangfoldighed og inspiration, der skabes mellem parterne, når egnsteatrene åbner dørene for andre scenekunstaktører'.

Rapporten kan læses i sin helhed via dette link – men her er nogle af hovedkonklusionerne:

– Undersøgelsen dokumenterer, at der allerede eksisterer mange samarbejder, og at det er en kontinuerlig praksis med et naturligt flow. 19 ud af de 28 teatre, der besvarede spørgsmålene, har således erfaring med at åbne dørene for de uafhængige scenekunstaktører.

– Størstedelen er baseret på, at parterne kender hinanden i forvejen. Der er ofte tale om længevarende samarbejdsrelationerne og båret af personlige relationer, hvilket også viser vigtigheden af, at parterne lærer hinanden at kende via opbyggelse og styrkelse af netværk.

– Det kan bl.a. ske via møder, festivaler, workshops m.m. Og flere ser gerne, at  Projektstøtteudvalget for Scenekunst er med til at facilitere samarbejdet mellem egnsteatrene og de uafhængige scenekunstaktører.

– Undersøgelsen tydeliggør desuden en geografisk barriere mellem egnsteatrene og de uafhængige scenekunstaktører med base i København, og at der er e behov for at øge synligheden af – og kendskabet til – de muligheder, der er for at producere uden for København.

– Hovedparten af de egnsteatre, som ikke har erfaring med at samarbejde med uafhængige scenekunstaktører, begrunder den manglede erfaring med pladsmangel, økonomi og synlighed i forhold til de uafhængige scenekunstaktører – mens to egnsteatre bevidst har fravalgt muligheden.

(Billedet: Illustration fra rapporten 'Åbne Rum')

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne