14. april 2020

93 teatre har tilmeldt sig Horsens Teaterfestival

Der var deadline 13. april for tilmelding af forestillinger til den stærkt udvidede festival i Horsens 18.-20. september (se artiklen 'En fantastisk håndsrækning fra Horsens') – der således udgør en særlig hjælpepakke til de mange teatre, der lider under aflysningen af Aprilfestival 2020 i Holbæk, som skulle have været afviklet fra 19.-26. april.

Dagen efter deadline fortæller festivalleder Maria Suh, at 93 teatre har tilmeldt sig med i alt 132 forestillinger – men at man stadig mangler at høre fra ca. 20 teatre.

»Vi er da så servicemindede, at Dianna nu ringer rundt og hører dem, om de har glemt det eller bare ikke skal med,« lyder fra Maria Suh om indsatsen fra Dianna Telling, der p.t. er 'udlånt' fra Teatercentrum til spillelokale-logistisk arbejde for den forvoksede festival i Horsens. 

Med det aktuelle tal og muligheden for enkelte tilløbere vil antallet af forestillinger være væsentligt højere, end festivalweekenden kan rumme. Den bliver ikke bliver udvidet med ekstra spilledage, men vil dog starte allerede fra morgenstunden fredag, hvorfor Fagligt Forum aflyses i år.

Til Teateravisen har Maria Suh tidligere fortalt, at hun regner med at kunne skaffe plads til ca. 100 forestillinger og at alle teatre som udgangspunkt kan få én forestilling med. Dermed bliver en af hendes mange opgaver også at stå for den endelige udvælgelse.

For Teateravisen er udsigten til at kunne sende anmeldere til en lang række nye forestillinger i Horsens aldeles betagende. Da anmeldelser af nye børne-, ungdoms- og familieforestillinger er en topprioriteret ydelse for portalen, udgør dette års høst på foreløbig blot otte anmeldelser noget af en nedtur. Og der er stadig lang tid til september…

(Programmet for Horsens Teaterfestival 2019 indeholdt lidt over 35 forestillinger. Dette års program bliver en hel del større…. Foto: Hanne Nielsen) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne