20. december 2015

19 kommuner får støtte til åben skole-samarbejder

Selvom nationen åbenbart fattes penge i et omfang, der har nødvendiggjort smertefulde indgreb i kulturlivet og dermed også teaterkunst for store og små, så deles der stadig penge ud fra en pulje, der skal styrke det lokale samarbejde mellem skoler og foreninger, kunst- og kulturtilbud, virksomheder mv. i lokalmiljøet.

Og kulturminister Bertel Haarder og minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, har netop fordoblet ovennævnte pulje på oprindeligt tre mio. kr. som en del af initiativet 'Åben Skole – lokale samarbejder og national videndeling', så der nu i stedet kan uddeles seks mio. kr. til kommuner, der 'skal indsamle erfaringer med samarbejde mellem skole og det lokale forenings- og kulturliv', som der står i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, hvori Bertel Haarder også udtaler sin glæde over, at 'kultur- og foreningslivet kan tilføre undervisningen nye kvaliteter, der både kan tale til dem med særlige talenter og samtidig give inspiration til undervisningen i en bredere forstand'.

Der kom så mange gode projektansøgninger, at ministrene lige fandt tre mio. kr. ekstra, så i alt 19 kommuner får glæde af statsstøtte til realisering af de gode ideer.

Det er også oplagt med teatersamarbejde med skoler, men der er dog blot et par enkelte projekter i denne kategori, herunder en halv million kroner til et scenekunstnerisk skoleprojekt med titlen 'verdensklasser' i Vordingborg Kommune.

Ministerierne modtog i alt 65 ansøgninger for et beløb på mere end 25 mio. kr. og endte altså med at give seks mio. kr. til nedenstående 19 projekter, der efterfølgende være en del af en national åben skole-dag, hvor resultaterne fra projekterne vises frem for andre kommuner, skoler og lokale aktører.

Og for håbefulde nye ansøgere er en pulje inden for initiativet 'Åben skole – lokale samarbejder og national videndeling' klar næste år. 

Projekter og ansøgere, som har fået tilskud fra puljen:

• ”Læringsambassaden”, Skive Kommune, tilskud: 275.000 kr.

• ”Liv i by og skole – fra idé til læring”, Jammerbugt Kommune, tilskud: 900.000 kr.

• ”Hans Rømer skole og NaturBornholm – et partnerskab der rækker langt ud på Bornholm”, Bornholms Kommune, tilskud: 162.288 kr.

• ”Nye læringsrum skabt i samarbejde mellem lokale virksomheder og skoler i Favrskov Kommune”, Favrskov Kommune, tilskud: 226.420 kr.

• ”Håndværk og design – nyt fag, nye kompetencer og samarbejder”, Helsingør Kommune, tilskud: 250.000 kr.

• ”Åben Skole i Virkeligheden”, Odsherred Kommune, tilskud: 440.000 kr.

• ”IdrætSmatematik”, Frederikssund Kommune, tilskud: 280.000 kr.

• ”Scenekunstnerisk skoleprojekt: Verdensklasser”, Vordingborg Kommune, tilskud: 500.000 kr.

• ”Museum på skoleskemaet”, Svendborg Kommune, tilskud: 329.500 kr.

• ”Lærende partnerskaber lokalt og på tværs af skole- og kulturområdet i Roskilde Kommune”, Roskilde Kommune, tilskud: 400.000 kr.

• ”Musikalske skabelsesprocesser”, Rudersdal kommune, tilskud: 150.000 kr.

• ”Talent-kultur klasser”, Holstebro Kommune, tilskud: 300.000 kr.

• ”Det åbne partnerskab”, Aarhus Kommune, tilskud:145.000 kr.

• ”Skole og lokalmiljø vækker historien til live”, Rebild Kommune, tilskud: 102.135 kr.

• ”Masterclass”, Gribskov Kommune, tilskud: 350.000 kr.

• ”Styrkede kompetencer gennem alliancer: En styrkelse af det lokale samarbejde ved hjælp af kommunal koordinering”, Esbjerg Kommune, tilskud: 319.855 kr.

• ”Billedskolen rykker ud og lukker op”, Aabenraa Kommune, tilskud: 214.563 kr.

• ”Naturkanon, naturakademi med Naturstyrelsen, Øresunds Akvariet og andre”. Fredensborg Kommune, tilskud: 285.100 kr.

• ”Kom ud og lær!”, Hedensted Kommune, tilskud: 369.000 kr.

(Billedet: Fra forsiden af Kulturministeriets publikation 'Strategi for skolebørns møde med kunst og kultur, der blev udgivet i 2014 og kan downloades via dette link. Foto: Kulturministeriet)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne