Af: Carsten Jensen

11. marts 2021

Kom nu med en konkret genåbningsplan!

For præcis et år siden lukkede corona-pandemien landet ned. Siden er der blevet udstukket et væld af datoer omkring nedlukning og delvis genåbning samt restriktioner, forsamlingsforbud m.v., der alle er blevet fulgt nøje af landet teatre, men også har gjort det næsten umuligt at navigere omkring nye produktioner og premierer og spilleperioder og turneaftaler. Så nu bør den dato-fremskrivende uvished, som teaterlivet døjer med, afløses af en konkret og langsigtet åbningsplan.

Der er jo ingen grund til at fejre, at der nu er gået et helt kalenderår, siden covid-19-virussen første gang lukkede Danmark ned. Man bør selvfølgelig glæde sig over, at der så relativt hurtigt er blevet fremstillet virksomme vacciner, som stiller en vagtsom form for normalisering af samfundet i udsigt, men frustrationerne over tingenes nuværende tilstand overskygger fremtidsudsigterne mange steder.

Det gælder i høj grad også teaterlivets totale uvished om udmeldt mulig/snarlig genåbning, der har medført et væld af groteske situationer, hvor store og små teatre har gennemført prøveforløb, fastlagt premierer og spilleperioder – og spillet for tomme sale eller få udvalgte medarbejdere på teatrene.

Baggrunden for det er jo, at de vigtige økonomiske hjælpepakker er konstrueret således, at teatrene for at få kompensation skal holde sig klar med forestillinger til udløbsdatoerne for de aktuelle restriktioner – der så ofte bliver forlænget med ganske kort varsel og efterlader teatrene med en masse forestillinger, som ingen får set. 

Og frustrationerne hos teatrene deles selvsagt af det publikum, der håbefulde skaffer sig billetter til forestillinger, som konstant udskydes eller aflyses – med mindre teatrene i enkelstående tilfælde forsøger sig med livestreaming.  

Endnu en umulig dato

Det er således ikke teatrenes manglende realisme, at man proklamerer premierer og spilleperioder og gæstespil og aktiviteter op til hver eneste genåbningsdato. De må bare følge de slæbesildsagtige udskydningsudmeldinger for at sikre mulighed for kompensation.

Derfor er forestillinger meldt klar fra 6. april på landets stationære scener, mens turneteatrene har aftaler om igen at spille rundt omkring i landet – langt de fleste givet med en fornemmelse af, at det nok heller ikke bliver til noget i denne omgang, hvor frygten for næste coronabølge med både gamle og nye mutationer kan tale for en forlænget nedlukning af teaterlivet.

Men det halter også med prioriteringen. Når der nu er udvirket konkrete åbningsplaner for undervisning og detailhandel og liberale erhverv m.v., skulle det også være muligt at gøre det for det kulturliv, der burde være meget mere i fokus som hjælpepakke for befolkningens mentale tilstand end den konstant nølende kulturminister kan finde ord for. 

Også fordi især teatre og museer er kulturinstitutioner, der har gode muligheder for at sørge for overholdelse af restriktioner som afstande, forsamlingstal m.v. i kunstens tjeneste. Publikumstallet er fx meget mindre, meget mere spredt, meget nemmere at overvåge end de planlagte musikfestivaler i sommerens løb, som der nu er fokus på.

'En besynderlig performance'

Den nuværende corona-situation og manglende afklaring af genåbningsstrategier for kulturlivet og større arrangementer som teaterfestivaler har allerede betydet, at Aprilfestival 2021 i Holbæk, planlagt til 18.-25. april, har flyttet den store og vigtige festival for det turnerende børne- og ungdomsteater til juni (se artikel). 

Andre af forårets planlagte teaterfestivaler er i venteposition, som SpringFestival på Amager i maj, mens den nye Hvidovre Teaterfestival i starten af maj og CPH STAGE i maj-juni har valgt at åbne for program og billetsalg.

Mange teatre har valgt eller været nødt til helt at aflyse eller udskyde planlagte forestillinger til en gang i næste sæson – det handler også om at kunne samle spillerhold og finde plads i en kalender, hvor andre planlagte forestillinger p.t. optager plads i håbefuldhedens navn – men trods de aktuelle kompensationsmuligheder er det en kompleks økonomisk og logistisk situation for de enkelte teatre.

Eller som det mere bramfrit er beskrevet af instruktøren Niels Erling på Facebook, der tager imod ganske mange tilsvarende frustrationer i denne tid:

'Fordi der ikke bliver meldt langsigtede genåbningsplaner ud, så går alle teatre og laver forestillinger færdige, som så 'får premiere' uden publikum, og så skåler man og piller hele lortet ned igen. Til ingen verdens nytte. Det er en besynderlig performance i sig selv og det er spild af både penge og kræfter'.

Situationsrapport 

For nu at tage et konkret eksempel i form af den aktuelle virkelighed på det lille storbyteater ZEBU på Amager, hvor teaterleder Jørgen Carlslund fortæller:

»Den forestilling, vi på ZeBU nu udskyder til næste sæson, ville vi under alle omstændigheder genopsætte til en stationær periode i næste sæson, så der er ikke tab på selve produktionen i dette her tilfælde, men vi har tabt hele vores forventede billetindtægt fra nedlukningen i december og foreløbig frem til 5. april. Hvor meget det er, afhænger af hvilke begrænsning af publikumsantallet vi evt. skulle have spillet under i den periode, men det er et nettobeløb mellem 200.000 og 300.000 kr. At det ikke er mere end det er heldigt og kun fordi vi i fem uger i den periode ikke havde planlagte forestillinger pga. prøver i salen. Det afgørende for os er nu, hvilken kompensation vi evt. kan opnå,« siger han.

»Det er både meget frustrerende og udfordrende at holde hele virksomheden på stand by, og skulle være klar til premiere uden at vide, om vi kan komme i gang, og senest først få dage før deadline få beskeden om at deadline nu er rykket til 6. april, og med præcis samme usikkerhed efter denne dato.« 

»Det er vilkår, vi deler med mange andre virksomheder i Danmark, men vi oplever her i anden nedlukning at der slet ikke er samme opmærksomhed på kulturlivet, og slet ikke samme ihærdighed for at finde løsninger for mulig genåbning. Og desværre ligger kompensationsansøgningsproceduren underdrejet, og systemet er kommet bagud med udmeldingerne om den såkaldte aktivitetspulje, så vi er pt. på herrens mark, efterladt i uvished og bureaukrati,« lyder det fra Jørgen Carlslund med samme frustration, som kan indhentes i det øvrige teaterliv.

Og hvor usikkerheden om reel genåbning er det kontante problem:

»Der tales godt nok om mulig lønkompensation ved hjemsendelse, men vi kan ikke hjemsende over 1/3 af personalet i så lille en virksomhed som vores og samtidig holde os klar til en mulig genåbning og producere de forestillinger, vi skal spille, hvis genåbningen skulle vise sig at blive en realitet. Det er en klassisk catch 22,« siger han til Teateravisen.

Aflysninger, flytninger og manglende festivaler

Nedlukningen rammer selvfølgelig også direkte ned i turneteatrenes økonomi og aktivitetsmuligheder. For André Andersen SOLO betyder den nuværende nedlukning, at forårets aftalte forestillinger – mange allerede rykket fra efteråret – nu må flyttes igen ind i en ny sæson.

Det bliver opgjort for Teateravisen således: 127 forestillinger var booket fra marts 2020- marts 2021; 27 er blevet aflyst og 41 er blevet flyttet til nye datoer – nogen af dem flere gange. 

»Men efterårs-kalenderen bliver fyldt med forestillinger, som du har budgetteret med tidligere, så begynder det at tynde lidt ud på kontoen – og derfor er det nu, jeg for alvor kan mærke det,« siger teaterleder André Andersen.

Et skøn over decideret tab er omkring 100.000 kr. – hvor flyttede forestillinger ikke er medregnet – mens det havde været ca. 250.000 kr., hvis han ikke havde fået penge for aflysningerne. 

»At tabet ikke er større, skyldes bl.a. de 75 pct. af formidlingstilskuddet, der bliver dækket af staten – og gode, samvittighedsfulde arrangører, der har udbetalt penge ved konkrete aflysninger i stedet for udelukkende at spille force majeure-corona-kortet,« siger André Andersen, der dog regner aflysningen af Aprilfestival 2020 og Horsens Teaterfestival i september samt den nu flyttede Aprilfestival 2021 blandt de samlede tab.

»Det er usynlige tal, men det har måske kostet op mod 100 forestillinger, som jeg kunne have solgt på den opmærksomhed og gode anmeldelser, som mine forestillinger har fået de seneste år.«

Der regnes på det…

Det skorter ikke på konkrete opfordringer fra andre kulturlivsorienterende kommentatorer og aktører, der påpeger en manglende politisk vilje til at indtænke kunst og kultur i de aktuelle genåbningsplaner og opfordrer til, at regering og samarbejdspolitikere går sammen med teatrenes brancheorganisation, Dansk Teater, og får lavet en langtidsplan.

Dansk Teater samler en bred vifte af landets teaterliv, projektteatre, egnsteatre, små storbyteatre, landsdelsscenerne, teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde, Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater.

Organisationens direktør, Peter Mark Lundberg, har længe argumenteret for, at det ville være langt mere meningsfuldt, hvis regeringen gav længere varsler – fx som i England, hvor man har sagt, at kulturlivet efter al forventning må åbne 17. maj – så teatrene kunne sende kontraktansatte skuespillere og andre ansatte hjem eller bruge dem til andre opgaver end forestillinger, der aldrig bliver vist.

Nu har Dansk Teater så selv taget affære sammen med en lang række kulturinstitutioner og sendt et åbent brev til statsministeren om at få præsteret en snarlig genåbningsplan for kulturlivet.

Peter Mark Lundberg har i øvrigt siddet i det såkaldte genstartsteam, nedsat af Kulturministeriet, som 26. februar afleverede en plan med anbefalinger, hvis hovedoverskrift også var: 'Lav en genåbningsplan'.

»Vi har været forundrede over, at man ikke engang med de nuværende smittetal har regnet på en kontrolleret åbning af kulturlivet,« siger han til Teateravisen.

»Men nu ER regeringens ekspertpanel så begyndt på det og vil aflevere deres beregninger på mandag. Det er bedre at tage små skridt end slet ingen – og ellers må de melde klart ud, at det ikke kan lade sig gøre.«

Peter Mark Lundberg siger, at hvis hele teaterlivet ikke kan genåbnes nu, så bør det i hvert fald gælde for børneteatrene – stadig med overholdelse af afstand, mundbind m.v. Der spilles generelt for mindre tilskuertal – og for børn under den vaccinationskrævede alder – på de stationære scener, ligesom turneteatrenes gæstespil på skoler og institutioner.

»Men jeg er optimist. Og tror også på at Aprilfestival 2021 kan gennemføres i juni. Til den tid er over halvdelen af landets befolkning vaccineret og de fleste restriktioner ophævet,« lyder det opmuntrende fra Dansk Teaters direktør.

Med paukeslag og kampagner

Og til den tid er det blafrende lys for enden af en rimelig lang og mørk tunnel måske også blevet forvandlet til en langsigtet og omsorgsfuld genåbningsplan for teaterlivet. Med en konkret startdato for gensynet med teatrene og den levende kunst og deres bidrag til den mentale genrejsning af en kulturforsømt befolkning…

I går, dagen før årsdagen, erklærede statsminister Mette Frederiksen nemlig, at regeringen nu vil komme med en endelig og langsigtet plan for, hvordan og hvornår og i hvilken rækkefølge alle dele af samfundet skal åbne frem mod sommer og være rustet til efterårets mulige udfordringer. I morgen startes derfor forhandlinger, som skal være færdige 23. marts. 

Så lad da denne årsdagsartikel afsluttes med et citat fra skuespiller og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum på Facebook om, hvordan hun ville adressere den nuværende situation og de kommende forhandlinger, hvis hun var kulturminister:

'Derfor arbejder jeg på, i alle mine vågne timer, at argumentere for at kunst og kultur tælles med i alle beregninger og diskussioner om genåbning. Ligesom jeg sikrer, at så snart kunst og kultur kan genåbne, sker det med paukeslag og kampagner om nødvendigheden af at få indtaget noget åndelig føde, som vi har manglet i så lang tid'.  

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere