Af: Anne Middelboe Christensen

4. juni 2022

Hånesprog med happy end

Ishøj Teaters forestilling ’Mus og venner’ handler om at finde nye venskaber. Men forestillingens sceniske udtryk er forbavsende grovkornet og negativt.

’Hvor mange gange har jeg sagt, at…’ Sådan en skælde-ud-replik er ikke rar i en børneteaterforestilling. Ikke engang som en karikatur. Det er i det hele taget ikke noget godt tegn, når en børneteaterskuespiller råber vredt ved forestillingens begyndelse. 

Det er dog, hvad der sker i Ishøj Teaters forestilling ’Mus og venner’. Som voksen tilskuer bliver man beklemt på vegne af børnene – i dette tilfælde både børnehavebørnene og skolebørnene, for forestillingen har en målgruppe helt fra 3 år til 9 år. 

Nuvel. Forestillingen handler ellers netop om at være gode kammerater – om at lukke nye venner ind i legen og om, at man i det hele taget skal opføre sig ordentligt i fællesskabet. Udtrykket i forestillingen er imidlertid vredt – og så negativt, at det ubehagelige bliver siddende i kroppen efter forestillingen.

Lækkert legelandskab

Det scenografiske univers er ellers både muntert og fyldt med farver og glæde. Charlotte Calberg har designet en skæg verden af kæmpegræsstrå og stiliserede blomsterknopper og et udkigstårn, der ligner et lækkert legelandskab, som man får lyst til at kravle rundt i med det samme. Dyredragterne byder på muntre museoutfit med strittende knurhår, og kostumerne er holdt i gult, blåt og rødt – med en skøn rød kjole som svirpende hulahopringskant som det sjoveste. Visuelt er der virkelig legelyst i udtrykket. 

Det er den erfarne tekstskriver og musiker Anders Bøgelund, der har skrevet replikkerne og komponeret musikken til sin egne sangtekster. Sprogligt er teksten temmelig bombastisk, men plottet er opbyggeligt. Så egentlig ser det alt sammen lovende ud. At der så også er noget velkendt over historien om skovmusen og muldvarpen, der pludselig møder tilflytteren husmusen – det får være. Hakkebakkeskoven ligger dog næppe langt væk fra gemmestederne i skoven i denne historie.

Hidsig skovmus

Det er Kit Eichler, der har stået for den energiske og højtråbende iscenesættelse. Hun har betonet skænderierne, og hun har gjort alle konfrontationer maksimalt voldsomme. Det kan skabe dynamik, men her virker det forsimplende og grovkornet.

Dramaturgen Christine Albrechtslund har tilsyneladende trukket i samme retning. Og de fine og sjove danse af koreografen Erling Eliasson formår ikke alene at vende stemningen til glæde, førend der straks igen foregår noget negativt mellem de tre ikke-venner.

Skuespilleren Emil Bodenhoff-Larsen er vredens drivkraft i forestillingen. Han er klædt som en hidsig skovmus og sat til at rase. Han stirrer i sin kikkert og fløjter i sin fløjte, som om han var en soldat, der prøver at få både de andre dyr og os tilskuere til at makke ret. Derudover råber han mest.

Lise Pleidrup prøver at gå til sagen med munterhed og store armbevægelser i sine blå overalls og gul sikkerhedshjelm i rollen som graveglad muldvarp. Men hendes spil bliver overdrevet og voldsomt. Også fordi hun åbenbart er blevet bedt om at skifte stemme midtvejs til en påtaget dukkeagtig stemme. 

Først når Gina Marchwinski kommer ind på scenen i den skønne røde kjole som tilflytterhusmusen, bliver det behageligt at være tilskuer. Det er ikke bare, fordi hun har rollen som den søde og retfærdige af de tre dyreroller. Det skyldes, at hun som skuespiller udtrykker sig med en klar og nuanceret stemme og gennem et velkoordineret kropssprog – og hele tiden tilpasser sit spil til publikums reaktion. Og hun sørger for, at varmen og nysgerrigheden hele tiden kan mærkes.

Krænkende ord

Et af forestillingens bærende linjer er sætningen ’De tre musketerer’. Det lyder vældig fint med voksenører, men der er næppe mange tre-årige, der ved, hvad musketerer er. Sådan er det med flere begreber i forestillingen. Desuden vrimler det med ord som ’åndssvagt’ og ’sindssyg’ og andre krænkende udtryk, der topper i den hadefulde replik: »De nye, der flytter herud, gider vi IKKE lege med.« 

Teater behøver ikke at være pædagogisk-politisk korrekt. Slet ikke. Men dette her virker altså destruktivt for barneglæden hos de 3-9-årige. Synes i hvert fald denne anmelder.

Ishøj Teater er generelt et meget produktivt teater med en fin og venlig attitude over for publikum. Det er også et teater, der de senere år har satset meget på at højne kvaliteten af sine forestillinger, ikke mindst gennem samarbejder med nye kunstnere. Så forhåbentlig vil ’Mus og venner’ blive nuanceret og revideret under genopsætningsprøverne, inden den indgår i repertoiret igen til efteråret.

Gerne med venlighed. Særligt når forestillingen nu faktisk ender lykkeligt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.